EU-dom om registrering af arbejdstid

Fra 1. juli 2024 skal din arbejdsplads dokumentere at du overholder arbejds- og hviletider
 

EU-Domstolen bestemte i dom af den 14. maj 2019, at medlemsstaterne skal sikre, at arbejdsgiverne opretter et system, der kan måle længden af hver enkelt arbejdstagers arbejdstid. Det sker for at sikre arbejdstagernes rettigheder, som de er beskrevet i EU’s arbejdstidsdirektiv, som er implementeret i dansk lov siden 2003. (arbejdstidsdirektivet (direktiv 2003/88/EF))

Tidligere har det været sådan, at medarbejderens skulle bevise, hvis arbejdstiden ikke blev overholdt. Men med den nye dom om tidsregistreringen er bevisbyrden ikke længere hos medarbejderen, men er nu lagt over til arbejdsgiveren.

EU-Domstolen sender klart signal om, at regler ikke i sig selv er nok – men,at det  også er nødvendigt ,at indføre kontrol med, at reglerne rent faktisk bliver overholdt på arbejdspladserne.
 

Omdrejningspunktet for sagen var reglerne i arbejdstidsdirektivet, hvoraf det blandt andet fremgår, at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger i forhold til at sikre at:
 

• alle medarbejdere får en minimumshvileperiode på 11 sammenhængende timer inden for hver 24-timersperiode.
• at den gennemsnitlige arbejdstid i løbet af en 6-dagesperiode ikke overstiger 48 timer, inklusive overarbejde.

Her er flere EU-afgørelser, der har haft betydelig indflydelse på fortolkningen af arbejdstidsdirektivet og arbejdstid generelt.
Her er et par eksempler:

SIMAP-dommen (C-303/98) 2000
Denne dom handlede om læger i Spanien, der arbejdede på vagt. EU-Domstolen fastslog, at hele den tid, hvor lægerne var på vagt på hospitalet, skulle tælles som arbejdstid, selvom de ikke aktivt udførte arbejdsopgaver hele tiden. Dette var en vigtig afgørelse, da det betød, at tilstedeværelsestid også kunne tælles som arbejdstid.
 

Jaeger-dommen (C-151/02) 2003
Denne dom udvidede principperne fra SIMAP-dommen. Den handlede om en tysk læge, der var på vagt på hospitalet. EU-Domstolen fastslog, at hele vagtperioden, inklusive hvileperioder, skulle tælles som arbejdstid, hvis lægen var forpligtet til at være til stede på hospitalet.

Dellas-dommen (C-14/04) 2005
Denne dom handlede om arbejdstiden for plejepersonale i Frankrig. EU-Domstolen fastslog, at hvileperioder, hvor plejepersonalet var forpligtet til at være til stede på arbejdspladsen, også skulle tælles som arbejdstid.

Tyco-dommen (C-22/141) 2015
fra EU-Domstolen er ligeledes en vigtig retspraksis, der vedrører arbejdstiden. I denne sag, som blev afgjort i 2015, fastslog EU-Domstolen, at transporttid mellem arbejdssted og bopæl for ansatte, der ikke har et fast eller sædvanligt arbejdssted, skal tælles som arbejdstid.

Dette betyder, at tiden, som f.eks. serviceteknikere bruger på at køre fra deres hjem til deres første kunde og fra deres sidste kunde tilbage til deres hjem, skal registreres som arbejdstid og ikke som hviletid.
 

C-55/18 er også en vigtig dom fra EU-Domstolen, afgjort den 14. maj 2019
Denne sag involverede Federació de Servicios de Comisiones Obreras (CCOO) mod Deutsche Bank

Hovedpunkterne i dommen:

• Domstolen fastslog, at medlemsstaterne skal kræve, at arbejdsgivere opretter et system, der gør det muligt at måle længden af hver enkelt arbejdstagers arbejdstid.
• Dommen fokuserede på beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, organisering af arbejdstiden, daglig og ugentlig hviletid samt maksimal ugentlig arbejdstid.
• Domstolen understregede betydningen af artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og direktiv 2003/88/EF

Disse domme, understreger vigtigheden af at beskytte arbejdstageres rettigheder ved at sikre, at al tid, hvor arbejdstageren er under arbejdsgiverens kontrol, tælles som arbejdstid.