Hvordan sikrer myndighederne, at lovgivning og regler bliver overholdt, når børn arbejder i underholdningsbranchen?
Det er politiet, der udsteder tilladelse til, at børn under 13 år må deltage i kulturelle aktiviteter. Det er således politiet, der fører det almindelige tilsyn med, om tilladelsen bliver overholdt.
Arbejdstilsynet fører tilsyn med, at arbejdsmiljøforholdene på virksomheden er i orden.
Kontrol med arbejdsmiljøforholdene foregår typisk ved, at Arbejdstilsynet fører risikobaserede tilsyn. Disse tilsyn er uanmeldte. På besøget gennemgår Arbejdstilsynet virksomhedens arbejdsmiljø, og Arbejdstilsynet vejleder om forebyggelse og mulige løsninger af arbejdsmiljøproblemer. Er der overtrædelser af Arbejdsmiljøloven, reagerer Arbejdstilsynet herpå, typisk med påbud.
Arbejdstilsynet kan også komme på et detailtilsyn, hvor der er fokus på et mere konkret og afgrænset arbejdsmiljøproblem på en virksomhed. Det kan fx være i tilfælde, hvor Arbejdstilsynet skal kontrollere, om virksomheden har efterkommet et påbud, eller hvis Arbejdstilsynet har mistanke om et alvorligt arbejdsmiljøproblem på virksomheden. Hovedreglen er, at et detailtilsyn foregår uanmeldt.
Hvem kan man klage til, hvis arbejdsmiljøforholdene omkring børn i underholdningsbranchen ikke er i orden?
Ved spørgsmål om arbejdsmiljøforholdene er det altid muligt at tage kontakt til den valgte arbejdsmiljørepræsentant. Hvis der er spørgsmål i forhold til ansættelsesforholdene, kan man fx henvende sig til tillidsrepræsentanten.
Alle kan klage til Arbejdstilsynet, hvis de mener eller har mistanke om, at arbejdsmiljøreglerne er overtrådt. Du kan klage til Arbejdstilsynet fx ved at ringe til Arbejdstilsynets Call Center, ved at udfylde en digital klageformular på Arbejdstilsynets hjemmeside eller ved at sende en mail til Arbejdstilsynet.
Klager til Arbejdstilsynet over arbejdsmiljøet vil altid blive behandlet fortroligt, idet Arbejdstilsynet ikke må videregivere oplysninger om, at tilsynet har modtaget en klage eller hvad klagen omhandler – heller ikke når tilsynet kommer på tilsynsbesøg på den virksomhed, som klagen vedrører.
En klage over arbejdsmiljøet vil ikke automatisk medføre et tilsynsbesøg, da hver enkelt henvendelse vil blive vurderet konkret.
Da alle kan klage over arbejdsmiljøet til Arbejdstilsynet, kan børn under 13 år og deres forældre også klage til Arbejdstilsynet, hvis de mener eller har mistanke om, at arbejdsmiljøreglerne er overtrådt i forbindelse med barnets arbejde. Derfor må forældre gerne klage til Arbejdstilsynet, selv om det vedrører deres barns arbejdsmiljøforhold.
Det er en forudsætning for, at Arbejdstilsynet kan behandle klagen, at barnets arbejde er omfattet af Arbejdsmiljøloven.