Definition på en arbejdsgiver, virksomhedsleder og arbejdsleder

Definitionen på arbejdsgiveren og virksomhedslederen

 

Definition på en arbejdsgiver
Arbejdsgiveren er ejer af virksomheden og vil være den, som står opført hos Told og Skat som ejer af virksomhedens CVR/ SE nr. (fx administrerende direktør eller kommunaldirektør). Disse er ikke forpligtet til at deltage i sikkerhedsgruppens arbejdsmiljøuddannelse.

På den anden side kan de have nytte af uddannelsen, især hvis de varetager arbejdslederens funktion i arbejdsmiljøgruppen eller formandens opgaver i arbejdsmiljøudvalget.
 

En arbejdsgiver kan ikke i forhold til arbejdsmiljøloven fraskrive sig sit ansvar ved at "overdrage" eller delegere det til arbejdsledere eller medarbejdere. Heller ikke ved skriftligt at pålægge dem ansvaret.
 

Definition på en virksomhedsleder
Hvis lederen har til opgave at varetage eller deltage i den almindelige, overordnede ledelse af en virksomhed, er vedkommende i arbejdsmiljølovens forstand virksomhedsleder.

 

Typisk vil en direktør, en økonomichef eller lignende være virksomhedsleder, mens fx en produktionschef eller fabrikschef normalt vil være arbejdsleder i arbejdsmiljølovens forstand, fordi de kun har til opgave at lede eller føre tilsyn med arbejdet i produktionen.

Desuden vil bestyrelsesmedlemmer ofte kunne være omfattet af virksomhedslederbegrebet, idet de træffer beslutninger, der kan have en overordnet betydning for arbejdsmiljøet i virksomheden.

Virksomhedslederbegrebet er forholdsvis nyt i arbejdsmiljølovgivningen. Der er derfor endnu ingen retspraksis, som nærmere kan angive begrebets afgrænsning.
 



Tilmelding til nyhedsbrev